Boligjagtens 5 faser

Som førstegangskøber kan det være svært at få overblik over boligkøbets forskellige faser. Vi har lavet en lille guide til dig, der er klar til at finde drømmehuset – så du ved, hvilke skridt du skal tage og hvornår.

Overordnet set kan boligkøbet inddeles i 5 faser: Banken, selve jagten, boligens stand, handlen og overtagelsen.

1. Banken

Mange boligkøbere starter deres jagt på nettet eller hos ejendomsmægleren, men i virkeligheden bør dit første skridt være en tur i banken. Her kan du få en snak med din rådgiver om, hvor meget du reelt har råd til at købe bolig for.

2. Boligjagten

Når du har fået et købsbevis – eller har aftalt et beløb med banken – så kommer turen til selve boligjagten. Kig på nettet og brug områdets ejendomsmæglere, så du kan finde lige præcis den bolig, der passer til dine drømme og din pengepung.

3. Boligens stand

Når du har fundet din drømmebolig, så er det vigtigt, at du ikke bare skriver under i samme sekund, du ser den. Tag en byggeteknisk rådgiver med, så du kan få gennemgået boligen fra ende til ande. Alternativt risikerer du at overse noget væsentligt, der kan koste dig mange penge fremadrettet.

4. Handlen

Når du er klar til at underskrive købsaftalen, så skal du have en boligadvokat med indover. Boligadvokaten gennemgår alle dokumenter, bilag og rapporter på huset, ligesom han eller hun tjekker, om der er servitutter på ejendommen eller lokalplaner i området. For ikke at nævne om der er registreret forurening i jorden. Alt sammen ting som du sandsynligvis ikke selv har skænket en tanke.

5. Overtagelsen

Når advokaten har godkendt handlen, så er der ikke andet tilbage end at vente på overtagelsen. Den dag skal der aflæses målere, tjekkes hårde hvidevarer osv., så du sikrer dig, at alt virker som det skal og refusionsopgørelsen kan udarbejdes korrekt. Herefter er drømmeboligen din.

Tilbage er der kun at sige: God boligjagt!